Glæd dig til Odenses smukkeste festival
I uge 33 kan du igen opleve Odense Blomsterfestival, der traditionen tro byder på et væld af kreative og smukke blomster- og planteudsmykninger på Flakhaven og rundt omkring i Odense bymidte. I år kan man i endnu højere grad opleve udsmykninger i Odenses gader og stræder under årets tema ”Skønheden i forvandlingen” med et strejf af eventyr.
Der bliver rig mulighed for at finde inspiration og gå på opdagelse i det smukke og fantasifulde blomster- og planteunivers, når Odense Blomsterfestival for 22. gang folder sig ud i Odenses bymidte i uge 33. Det netop offentliggjorte program byder som altid på kreative udsmykninger, en lang række udstillere og salgsboder samt den helt nye eventyroplevelse ’Natureventyr’, hvor børn og voksne inviteres ud på en eventyrlig fortælling.
”Vi ser frem til atter at kunne invitere til Odense Blomsterfestival og med stolthed at kunne vise de flotte udsmykninger frem på Flakhaven og i bymidten med planter fra de danske gartnerier. Programmet indeholder noget for alle aldre, hvor man blandt andet kan lave sit eget insekthotel i Miljøteltet, man kan købe planter og havekunst, man kan gå på en eventyrlig tur med Natureventyr, og man kan gå på opdagelse blandt alle byens blomsterudsmykninger,” siger Projektleder for Odense Blomsterfestival, Anne Ammitzbøll Rasmussen.
Med et strejf af eventyr
I år bliver Odense Blomsterfestival endnu mere magisk og eventyrlig, da festivalen for første gang finder sted under vingerne af H.C. Andersen Festivals, der finder sted ugen efter i slipstrømmen af Odense Blomsterfestival.
”I år er det første gang, at de to odenseanske festivaler for alvor forener kræfterne. Siden den første H.C. Andersen Festivals i 2013 har vi haft et voksende samarbejde med Odense Blomsterfestival, og derfor glæder jeg mig meget over, at den traditionsrige blomsterfestival nu er blevet et ben i kulturfestivalen. Til at begynde med holder vi fast i Odense Blomsterfestival, som vi kender den, men vi kigger også på, hvordan vi kan få de to festivaler til at gro endnu mere sammen i fremtiden. Allerede i år har vi den nye app ’Natureventyr’ på programmet, og den er et godt eksempel på, hvordan vi forener blomsterudsmykninger med eventyrlig fortælling” siger Peter Bøgholm, festivaldirektør hos H.C. Andersens Festivals.
I appen ’Natureventyr’ inviteres børn og voksne med på en eventyrlig fortælling gennem Odenses gader og stræder. Her går man fra kapitel til kapitel i eventyret om den forsigtige alfeprins, som drager ud på en eventyrlig rejse for at finde sin forsvundne veninde – en eventyrlig rejse, der byder på årstidernes skiften, mystiske væsner, mod og venskab. Appen ’Natureventyr’ kan hentes gratis i App Store eller Google Play.
Odense Blomsterfestival finder sted d. 19.-22. august 2021, og det er gratis at deltage.
Se det fulde program her, og hold dig opdateret om corona-restriktionerne her.